Det danske landshold dominerede i Grand Prix Kür i Bernstorffsparken
Af: Julie Hundborg Dresler
Der var kun danskere til præmieoverrækkelse til First Horse International FEI Grand Prix kür, idet de besatte de 5 første pladser.
Klassen, der var stævnets sidste, var præget af blandet vejr, idet det regnede kraftigt i den sidste halvdel af klassen. Trods vejret, formåede det netop udtaget Kentucky hold, alle at ride over 70 %. Det blev Sune Hansen på Blue Hors Romanov der løb af med sejren, idet han red hans flotte kürprogram til 74,40 %. På andenpladsen kom Anne Van Olst på Exquis Clearwater med 73,55 %. Lige i hælene og kun 0,05 % efter kom Anne Troensegaard og Seduc.
På en flot 4. Plads kom Mikala Münter Gundersen på hingsten Leonberg, der virkede langt mere afslappet i dagens klasse og dermed sluttede deres Europatur godt af og nu kan rejse hjem til Florida med en flot placering i bagagen.
Sanne Henningsen og Atterupgaards Molberg sluttede dagens klasse på en 5. Plads med 69,25 %.
Solen skinnede igen til præmieoverrækkelsen, som efter landstrænerens ønske, blev afholdt til fods, for at passe på de heste, der skal kæmpe for en top 5 placering i Kentucky. Præmierne blev overrakt af stævnets hovedsponsor, Flemming Parris, adm. Direktør i forsikringsselskabet First Horse, Prinsesse Benedikte, samt stævnets organizing committee bestående af Jakob Leth, Ole Rosdahl og Helle Krasnik, der alle blev rost for deres flotte indsats både før og under stævnet. Et stævne der har båret præg af stor ros fra både de Internationale dommere, ryttere og publikum. ”Det har været dejligt at dømme til et så velorganiseret stævne, hvor forholdende er helt i top. Det er sjældent, man føler sig så velkommen og bliver behandlet så godt, som vi dommere er blevet til dette stævne. Stemningen har været fantastisk, arenaen fås ikke smukkere og bundforholdende har været optimale, trods regn i den forgangne uge. Alle os dommere, ser frem til flere af disse stævner i Danmark i denne flotte park,” udtalte den tyske dommer, Kerstin Holthaus.
22.08.2010